Om Sheena
Beskrivelse af Sheena
Sheena Page Villadsen er kendt som den skotske malerinde.
Hun har en lang og spændende uddannelse, som kunstmaler bag sig. Sheena startede som 17-årig på Dundees College of Art og senere kom hun til Edinburgh College of Art, hvor hun studerede tegning og kunsthistorie.
I Skotland møder hun også sin kommende mand, Jens Arne Villadsen, der får hende med til Danmark.
Sheena og Jens bliver i 1950 gift i den lille charmerende kirke i Hammer Bakker, dog uden at vide hvor meget området kommer til at betyde for hendes kunstneriske virke. Ægteparret bosætter sig i Aalborg, hvor de får drengen Bo og pigen Una.
Sheena fik i 1960erne sit eget beskedne atelier på Vesterbro i Aalborg. Her kom også mange andre kunstnere og malede efter model. Ofte kom der så mange, at der ikke var stole nok i det lille atelier på 4. sal. For Sheena handlede det ikke om at kunne leve af sin kunst, men muligheden for at udfolde sig som kunstner.
Sideløbende med sit kunstneriske virke i Aalborg køber Sheena og hendes mand i 1956 den charmerede lille ejendom i Hammer Bakker, som bestod af et lille stråtækt atelier.
Sheena og hendes mand bruger atelieret som sommerhus, og da de så bliver skilt i 1976 søger Sheena om tilladelse til at bygge ved siden af atelieret. I 1980 lykkedes det så at få lov til at bygge et lille hus på 44 kvm tilsvarende atelieret
Forfatter Helge v. Quistorff beskriver i 2004 mødet med Sheena og ejendommen i Hammer Bakker således:
Dengang kunne dalen sikkert ses langvejs fra som et dybt skår i de ellers så smukt afrundede bakker. Det er nemlig ikke så mange år siden, at skoven tog over og samtidig tog en del af udsigten. Sheena husker tydeligt dengang. Hun er nok også ældre, end hun ser ud til. Der er karakter i hendes ansigt, men fremfor alt er der ro. ”Da vi kom herop, kunne vi se Limfjorden” siger hun. ”Dagens højdepunkt var, når Aalborgbåden sejlede forbi. Tænk, at det kunne vi se dengang”.
Sheena deltog kun i nogle få udstillinger, da drivkraften i hendes kunstneriske virke handlede om den kreative tilblivelse af hendes følsomme figurbilleder og tegninger, hvor hun brugte en særlig tusch-teknik. Hun arbejdede hårdt, men havde det også sjovt.
Sheenas to børn skulle også vise sig, at have arvet deres mors kunstneriske evner.